800 europæiske universiteter beder Margrethe Vestager om hjælp i kampen mod de store forlag

Europæiske universiteter bruger årligt mindst 3,14 milliarder danske kroner på at få adgang til de videnskabelige artikler, som deres forskere selv skriver, retter og kommenterer.

Og selv om universitetssektoren aldrig har været mere økonomisk presset, stiger priserne på videnskabelige tidsskrifter år for år. Men nu siger universiteterne stop.

I et klagebrev beder den europæiske sammenslutning af universiteter (EUA) konkurrencekommissær Margrethe Vestager om at undersøge prissætning og konkurrence på markedet for videnskabelige forlag.

»Vores våde drøm er, at Vestager tager den her sag op og får de store forlag til at rette ind, ligesom hun har gjort med giganter som Facebook og Google«, siger formanden for Danske Universiteter Jesper Langergaard til Videnskab.dk.

Monopollignende tendenser

De store internationale forlag er stødt på en yderst lukrativ forretningsmodel: Universiteterne betaler selv for, at forskerne både skriver forskningsartikler og redigerer andres artikler i det såkaldte peer-review-system. Men så snart artiklerne bliver udgivet i et tidsskrift, skal de betale kassen for at få adgang til dem.

Det synes Danske Universiteter er uretfærdigt og udtryk for skæv konkurrence. Og derfor er det på deres initiativ, at EUA hiver sagen i EU-kommissionen. De vil have kommissæren til at sætte en stopper for, at meget få internationale forlag kan presse priserne på publikationer i vejret.

»I dag sidder ganske få forlag på en meget stor del af markedet for forskningspublikation. Det er monopollignende forhold, der har presset priserne opad. Det er dybt problematisk«, udtaler Jesper Langergaard i en pressemeddelelse.

EUA repræsenterer over 800 europæiske universiteter og peger i klagebrevet på otte store problematikker, som går igen i den videnskabelige forlagsbranche.

Blandt andet kritiserer de branchens monopollignende forhold, hvor omtrent halvdelen af alle videnskabelige tidsskrifter er ejet af de samme fem store virksomheder.

Og så vil de også have Margrethe Vestager til at kigge nærmere på de strenge fortrolighedsklausuler, som præger kontrakterne mellem forlag og universiteter. Klausulerne gør det nemlig svært at forhandle med forlagene, fordi man ikke ved, hvad forskellige institutioner betaler for deres adgang til tidsskrifter.

Svært at føre sag

Ekspert i konkurrenceret Christian Bergqvist kan sagtens genkende problematikken, men er mere skeptisk i forhold til, om universiteterne får det store ud af henvendelsen:

»Jeg forestiller mig, at kommissæren vil svare pænt på henvendelsen, og måske sætte en undersøgelse i gang. Det vil helt klart lægge pres på forlagsbrancen, men det er ikke et stærkt grundlag at føre sag på«, siger Christian Bergqvist, som er lektor på Det Juridiske Fakultet på KU.

Jeg forventer, at der kommer en reaktion på det her relativt hurtigt. Forlagene kan ikke leve med det

Lektor og ekspert i konkurrenceret Christian Bergqvist

Ifølge lektoren rammer universiteterne ind i et politisk følsomt område, da der er mange interesser som skal afbalanceres, og det i øvrigt ikke er ulovligt at tjene penge på videnskabelige journaler.

Han peger på en lignende sag i Danmark, hvor Danske Advokater i 2016 klagede til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over, at Karnov misbrugte sin dominerende stilling på markedet for domssamlinger. Der var eksempler på, at priserne var steget med op til 588 procent.

Ligesom de store videnskabelige journaler er Karnov også ejet af en kapitalfond, som hiver store overskud ud af forlaget. Men Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ville ikke tage sagen op.

Selv om Kommissionen ikke træffer en formel afgørelse, så er Christian Bergqvist overbevist om, at forlagene nok selv skal reagere på EUA’s klagebrev:

»Jeg forventer, at der kommer en reaktion på det her relativt hurtigt. Forlagene kan ikke leve med det. Forskerne og universiteterne er både kunder og leverandører hos forlagene og i øvrigt en gruppe, som det nok er lettere at generere sympati for end advokater.«

Koster KU kassen

På KU bruger man 65 millioner kroner om året på at have online-adgang til forskning. Det skrev vi i slutningen af oktober, hvor KU-universitetsbibliotekar og vicedirektør for Det Kgl. Bibliotek Kira Stine Hansen udtalte:

»Det er en monopollignende situation, som udnyttes med ublu årlige prisstigninger. Smertegrænsen økonomisk er lige rundt om hjørnet«

Og lektor Christian Bergqvist er enig i, at tidsskrifterne er uforskammet dyre. Men det mener han ikke kun er forlagenes skyld:

»Det er helt klart et stort problem, men det er også et problem, som universiteterne selv har et lod i. For eksempel oplever jeg et pres for at skrive papers og artikler frem for bøger samt publicere i bestemte tidsskrifter«

Derfor har universiteterne også en reel mulighed for at stoppe med at abonnere på og betale for de videnskabelige tidsskrifter ifølge lektoren:

»Universiteterne kunne også kigge indad på deres egen rolle i dette, og hvad de kan gøre for at understøtte fx Open Access-systemet«, siger Christian Bergqvist.

Åben adgang

Ved at overgå til et Open Access-system anslår EUA i en rapport, at de europæiske universiteter ville kunne spare omtrent 1,27 milliarder kroner om året. Penge som kunne gå til mere forskning og/eller et forlagssystem, som er fuldt baseret på åben adgang til forskning.

Men lige nu er halvdelen af alle videnskabelige tidsskrifter på hænderne af fem store virksomheder (RELX Group, Wiley-Blackwell, Springer Nature, SAGE og Taylor & Francis), som næppe vil lade EU-kommissionen vride deres enorme indtægter ud af hænderne på dem. RELX Group ejer f.eks. det største videnskabelige forlag Elsevier, som i 2017 havde en årlig profit på 7,7 milliarder kroner med en profitmargin på 37 %.

Elsevier har i mange år lobbyet imod Open Access-systemet, og i både Sverige, Tyskland og Frankrig har universiteterne været i konflikt med det store forlag. Alligevel er det er netop Elsevier, som er sat til at overvåge EU-kommissionens Open Science, der er et tiltag som skal udviklingen af åben adgang til forskning i Europa.

Det er bare ét af de forhold, som komplicerer konflikten mellem forlag og universiteter. Nu går over 800 europæiske universiteter altså sammen i kampen mod profitmaksimerende forlag. Spørgsmålet er, hvad Margrethe Vestager kan og vil gøre ved det.