Emma Holten: »Litteraturvidenskab var en kæmpe redningsplanke«

Jeg blev udsat for et seksuelt overgreb, en måned efter jeg var startet på universitetet, og kunne ikke have været et bedre sted end på Litteraturvidenskab, da det skete. Jeg fik lov til at undersøge skam og køn og undertrykkelse gennem studiet. Jeg lavede blandt andet en analyse af en JP Jacobsen-novelle, der handler om en kvinde i et ulykkeligt ægteskab. Jeg skrev, at hun var blevet termodynamisk frosset ned, fordi hun var så ulykkelig, altså at hun var frosset i tid og sted. Jeg gjorde mig virkelig umage med den opgave, brændte virkelig for den.

Jeg kan huske, at jeg modtog chikanerende beskeder fra fremmede, mens jeg skrev opgaven på Den Sorte Diamant (Emma Holten var offer for hævnporno, red.) Jeg var selv meget, meget ulykkelig. Dengang tænkte jeg ikke på, at der var en sammenhæng mellem det, jeg lavede, og det, jeg følte, men når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, at det var der.

Jeg var ikke feminist, da jeg startede på studiet, det kom først undervejs. Allerede i efteråret 2012, et år, efter jeg startede på studiet, skrev jeg de første tekster, der udelukkende beskæftiger sig med feministisk analyse og litteratur, og det endte med, at jeg både skrev bachelor og speciale om køn.

Litteraturvidenskab var en kæmpe redningsplanke for mig. Det fantastiske ved skønlitteratur er, at man bliver mindet om, hvor stor verden er, og hvor forskellige ting folk har været igennem i løbet af verdenshistorien. Jeg var bestemt ikke det første menneske, der var dybt ulykkelig, og bestemt heller ikke det sidste. Det var virkelig en stor trøst for mig i den periode.

Nu bliver de ikke glade i Finansministeriet, fordi jeg overbeviser mange om at læse litteraturvidenskab … men noget af det, jeg virkelig var glad for, var, at studiet gav mig mulighed for at undersøge ting enormt meget på mine egne præmisser. Tænke over samfundet og virkelig gå i dybden med emnerne. Hvis jeg skulle vælge uddannelse i dag, ville jeg vælge det samme igen.

Når man vælger et studie, kan man ikke ane, hvad der ender med at ske i ens liv. Det er det, der er så absurd i samfundsdebatten om uddannelse: Der er en ide om, at man ved, hvad man kommer til at bruge det til. Min drøm, da jeg startede, var at blive skønlitterær redaktør, men det er jo de færreste studier, der kun kan bruges til en ting, og livet kan tage én på nogle vilde trips, kan jeg sige dig.

Man skal ikke kun tage en uddannelse, fordi det skal give en noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, som mange ikke engang ved, hvordan kommer til at se ud. Hvis man vil tænke karriere, skal man hellere tænke: Hvilke slags opgaver kan jeg lide at løse og så blive endnu dygtigere til at løse dem. Viden går ikke tabt. Tværtimod synes jeg 100 procent, at det vidner om et civiliseret, fedt, dynamisk samfund, hvis man har buschauffører, der har læst Foucault, virksomhedsejere, der har læst Proust, og butiksmedarbejdere, der synes, at Steen Steensen Blicher er for fed.

At læse på universitetet har gjort det sjovere at være i verden. Det har øget min livskvalitet. Når jeg er ude at rejse, er det så fedt, at jeg kender nogle forfattere fra det land, jeg er i, når jeg observerer en politisk debat, føler jeg, at jeg forstår den bedre end før, jeg synes, det har gjort mig til en dygtigere feminist og i det hele taget gjort mig dygtigere til at deltage i samfundet

Jeg arbejdede rigtig meget, mens jeg læste, måske 30 timer om ugen i gennemsnit. Jeg begyndte at lave min aktivisme, arbejdede på et forlag, og jeg havde ulønnede praktikker gennem hele min studietid. Jeg arbejdede så meget, fordi jeg var meget angst for ikke at få et job. Så det kan godt være, jeg lyder overskudsagtig nu, men jeg havde selv internaliseret retorikken fra samfundsdebatten. Nu fortryder jeg måske, at jeg ikke slappede mere af i den tid.

Det er bare den sidste tid, inden man kommer ud på arbejdsmarkedet, og fuck mand, i vores generation kommer vi først til at gå på pension, når vi er, hvad, 78? Så nyd lige syv ugers sommerferie, nyd lige de seks ugers vinterferie. Slap lidt af. Tag tiden til at være heartbroken, at have tømmermænd, blive interesseret i religion, eller hvad det måtte være. Du skal nok få arbejdet, altså.

Hvis alle på studiet slappede lidt mere af, skulle vi ikke hele tiden konkurrere. Skal vi ikke lige love hinanden, at vi ikke tager alt muligt ulønnet praktik, så vi ikke skal konkurrere med sådan nogle arbejdsmonstre som mig selv? Det sætter nogle vilde krav om, at folk gør det, jeg gjorde.

Jeg er bare god til at fyre lort af, så jeg var sådan en rigtig idiot, som synes mundtlige eksamener var ret sjove. Det er måske den mest uretfærdige eksamensform, faktisk vil jeg beskrive det som chikane af unge mennesker. Fordi det er sådan, at nogle mennesker – som mig for eksempel – bare snakker. Du kan godt høre, det kører bare. Bla bla bla! Samtidig findes der dem, som er topforberedt, har læst alt, men bare ikke har en naturlig gave for verbal formidling eller bliver så nervøse. Jeg synes, det er ret uretfærdigt.

Jeg dummede mig til gengæld, da jeg havde været i praktik på Information og skulle aflevere min praktikrapport. Jeg havde to eksamener det semester og læste forkert, så jeg troede, at praktikrapporten skulle være syv sider og den anden opgave skulle være ti sider. Så jeg endte med at skrive ti sider til en eksamen, der skulle være syv, og syv sider til en eksamen, der skulle være ti. Så der blev skåret tre-fire karakterer ned i begge opgaver, der ellers var gode. Så husk at tjekke opgavebeskrivelsen!

Unge i dag virker så meget sejere, end vi var. De er meget mere reflekterede om deres position i samfundet, meget aktivistiske. Jeg synes, de blokader, vi har set på Københavns Universitet og CBS, er så fucking fede, mens jeg overhovedet ikke synes, at jeg og mine medstuderende gjorde nok mod nedskæringerne. Der var selvfølgelig politisk aktive på universitetet, men mange af os menige studerende sad bare og brokkede os nede på Roland Bar (fredagsbar på Søndre Campus, red.) Vi gjorde ikke en skid.

Der er så mange studerende, der bliver skudt i skoene, at fordi de vil have et bedre samfund, er de bare woke og sårbare og kan ikke klare noget. Jeg synes, det er fuldstændig absurd og utroligt, at politikere, der i den grad er formet af 68-oprøret og den politik, det førte med sig, kan se på unge studerende, der prøver at forbedre deres samfund, og bare kritisere dem.

Jeg er meget inspireret af den politiske aktivisme blandt de unge i dag. Meget af kritikken mod dem kommer, fordi de er inde og rykke ved nogle centrale magtstrukturer i vores samfund. Og er det ikke præcis magtstrukturer, vi skal kunne udfordre på universiteterne?

Læs også Novo-chef Mads Krogsgaard Thomsen fik en åbenbaring i et laboratorium