Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Opsang til studerende: Få en mening, deltag og sæt foden i klemme hos dem, der har indflydelse

Engagement — Studerende er selv skyld i mange af deres problemer, fordi de er for dårlige til at organisere sig, engagere sig og generelt bare det at mene noget om noget. Så her kommer en opsang til mine medstuderende.

Malthe Bækbo Vestergaard er næstformand i DM studerende, men udtrykker her sin private holdning. 

Halvkvabsede SU-demonstrationer, pinlig lav valgdeltagelse ved alle valg – især universitetsvalg – og grotesk lave medlemstal i politiske og ikke-politiske ungdomsorganisationer er alle eksempler på, at mange studerende ikke har forstået den magt, de afgiver ved deres fravær.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Jeg har været engageret i studenterpolitik i mange år og tidligere i diverse elevråd i både folkeskolen og gymnasiet, og de politiske dagsordner og fikspunkter har været mange. Jeg kan stadig huske den kradsende toiletstank og det våde toiletpapir i loftet, der fik mig til at stille op til elevrådet på min folkeskole.

LÆS OGSÅ: Studenterrådet: Uanset dit politiske ståsted, har du taleret hos os

Ét emne har fyldt lige fra folkeskolen til nu, og det er kampen for at få mine jævnaldrende til at deltage og engagere sig der, hvor indflydelsen er. Jeg var ikke den eneste, der syntes, at der var dårlige toiletfaciliteter på min folkeskole, men jeg var den eneste i min klasse, der egentlig havde lyst til at stille op til elevrådet med det mål at råbe skoleinspektøren op og gøre noget ved det – hvilket faktisk lykkedes, og vi fik mere og bedre rengøring på skolen.

Hvor er I?

Mine medstuderende har på alle mine uddannelsesinstitutioner glimret ved deres fravær, og i dag er det stadig en kamp at få folk til at stille op til bestyrelser, foreninger og demonstrationer.

Mine medstuderende har på alle mine uddannelsesinstitutioner glimret ved deres fravær

Hvilket er en skam, for når jeg snakker med jævnaldrende og mine medstuderende om det bestyrelsesarbejde, jeg laver, og hvorfor jeg gør det, så oplever jeg, at de deler mange af mine frustrationer.

Mange er lige så utilfredse med den katastrofale kandidatreform og synes, at akademikerbashing er lige så problematisk som jeg. Men det er, som om de har givet op på forhånd og ikke tror på, at det nytter noget. Ofte slutter de med, lidt henkastet, at tilføje: »i øvrigt har jeg ikke jeg tid.«

Magtens vakuum

Men denne holdning og tilgang har konsekvenser, for det betyder, at mange magtrum er tomme eller halvtomme. Studienævnene er et magtrum, hvor studerende har direkte indflydelse, men studienævn mangler studerende på nogle universiteter.

LÆS OGSÅ: Kære minister: Du kan ikke fjerne studerendes SU med tilbagevirkende kraft

Partierne – og egentlig også ungdomspartierne – lovgiver og laver politik, men forsvindende få er medlem af et politisk parti. Fagforeninger har midler, økonomi og indflydelse til at påvirke og arbejde for deres medlemmer, men både medlemstallet og især antallet af politisk aktive er lavt som aldrig før.

Det er okay ikke at have tid, og det er okay ikke at have en holdning til alting. Vi skal bare snakke om og være klar over konsekvenserne. For når vi ikke råber op, hvis vi ikke engagerer os, eller hvis vi ikke forsøger at påvirke beslutningstagerne, så gør nogle andre det for os.

Seneste