»Som det er nu, er formidling kun for os tosser, der kan lide at arbejde gratis«

Blandt forskere florerer en joke, der lyder:

»Du skal bruge 50 procent af din tid til forskning, 50 procent af din tid til undervisning og 50 procent af din tid til administration og formidling.«

Joken er sigende for, hvordan mange videnskabeligt ansatte oplever kravene til, hvad de skal bruge deres tid på, fortæller professor i matematik Søren Eilers.

»Universitetet siger, at formidling af forskning til en bredere kreds er meget vigtigt, men det er uklart, hvordan vi skal finde tiden til at udføre den. Der synes at mangle en klar strategi fra ledelsens side, og det betyder, at det bliver op til den enkelte forsker at finde tiden ved enten at skære på sin forskning eller sin undervisning.«

Søren Eilers nikker genkendende til frustrationen hos lektor i iranstudier Rasmus Elling, der i Uniavisen håber, at formidling i offentligheden bliver et kvantificerbart parameter for forskere, som de får specifik tid afsat til i deres kontrakter.

LÆS OGSÅ: Lektor Rasmus Elling har slukket sin telefon for journalister: Det skal kunne betale sig at formidle. I dag forhaler det bare min karriere

»For mig at se er problemet, at der ikke er klart definerede ressourcer afsat til formidling. Så det ville give rigtig god mening at få en realistisk procentsats for, hvor meget tid jeg skal bruge på at formidle min forskning,« siger Søren Eilers, der i 2013 modtog Sciences Formidlingspris for et projekt, han har udviklet til at lave avanceret matematik med legoklodser.

»Nogle tænker, at formidling bare handler om at man fortæller om sin forskning, når dagen er omme. Men hvis man skal gøre det rigtig godt og forståeligt for så mange som muligt, bliver man nødt til at lave et alternativt narrativ på sin forskning. Det er sjovt og givende, men det er også meget tidskrævende, så det er ikke noget, man bare kan finde tid til ad hoc. Det meste af det, jeg i sin tid fik prisen for, lavede jeg i ferier og weekender, fordi jeg ikke kunne lade være,« siger Søren Eilers.

»Det er ikke mig, der bliver genansat«

At forskningsformidling meget let ender som en fritidsaktivitet, kender postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Sabrina Vitting-Seerup, alt til. Hun vandt i 2016 The World Public Speaking Championship 2016, og ser den brede formidling af sin til tider nørdede forskning som en af de allervigtigste opgaver, hun har, men hun kan ikke finde rum til at gøre det i sin arbejdstid.

»Kravene til, hvor meget du skal publicere, hvor mange samarbejder du skal have, hvor meget international erfaring du skal have, hvor mange timer du skal undervise, hvor mange timer du skal vejlede, og hvor mange timer du skal lave administrativt arbejde er tårnhøje. At udføre det helt basale, der kræves for en postdoc som mig, tager nemt mere end 37 timer om ugen. Oveni det må jeg selvfølgelig gerne formidle, men det er basically interessetid,« siger Sabrina Vitting-Seerup.

»Vi skal gøre det, fordi vi ikke kan lade være, er en sætning, jeg tit hører. Det er tydeligvis ikke en del af min kerneopgave. Som det er nu, er formidling kun for os tosser, der kan lide at arbejde gratis,« siger hun.

LÆS OGSÅ: »At formidle bredt er selvfølgelig noget, vi ønsker, at vores forskere har lyst til«

Prorektor David Dreyer Lassen siger, universitetet opfatter formidling som en af universitetets vigtigste opgaver, og at det derfor er gjort til en del af de officielle kriterier for ansættelse og forfremmelse?

Universiteterne har i Universitetsloven forpligtet sig til at lave forskning, undervisning og formidling. Men i vores ansættelseskontrakter er det kun udspecificeret hvor meget tid, der skal undervises, forskes og bruges på administration.

Professor Marie-Louise Bech Nosch

»Jeg ved godt, at formidling står under samfundsrelevans i meriteringskriterierne, og at jeg i den sammenhæng boner rigtig højt ud. Men fordi jeg bruger tid på formidling, vil mange af mine postdoc-kolleger have flere forskningspublikationer end mig. Og så er det bare ikke mig, der bliver genansat når min stilling udløber næste år. Så jo mere tid jeg bruger på formidling, jo mindre sandsynligt er det, at jeg kan blive på universitetet. Det er virkelig paradoksalt – især når man som jeg faktisk forsker i forskningsformidling,« siger Sabrina Vitting-Seerup med et grin, der ikke når øjnene.

Hun har valgt at gå på deltid – og få en lavere løn – så hun kan få tid til at formidle og holde foredrag ved siden af sit job på universitetet. Og hun bliver oprørt, når universitetsledelsen siger, at hun og andre, der gerne vil formidle mere, blot skal gå til deres nærmeste leder for at få lov.

»Det er at underminere det strukturelle problem, vi har, fuldstændigt. Selvfølgelig har jeg henvendt mig til mine nærmeste ledere, og de er faktisk ekstremt åbne over for, at jeg skal bruge tid på at formidle,« siger Sabrina Vittig-Seerup.

»Jeg har spurgt dem, hvorfor jeg ikke kan få lov til at udgive færre forskningsartikler – som ingen læser – og så i stedet bruge tid på at lave en håndbog til den almindelige dansker, flere interviews og foredrag. Men det kan de ikke give mig lov til, for der er nogle officielle krav, en struktur, man skal passe ind i som forsker. Når man som jeg kun er midlertidigt ansat, er man en del af en konkurrence, og det er altså ikke min sektionsleder eller min institutleder, der bestemmer konkurrenceparametrene.«

Sabrina Vitting-Seerup så gerne, at universitetsverdenen gjorde en indsats for at ændre den meget fastlåste struktur.

»Man kunne for eksempel lave flere ansættelsesformer. Måske sige, at nogle forskere må have en stor undervisningstjans, mens andre kunne have en stor formidlingstjans – og så selvfølgelig nedjustere kravene til deres publicerede forskning tilsvarende.«

To systemer, der støder sammen

Marie-Louise Bech Nosch er professor ved Saxo-Instituttet og præsident for Videnskabernes Selskab. Hun bakker ligesom Sabrina Vittig-Seerup og Søren Eilers op om lektor Rasmus Ellings opråb.

Problemet er generelt – og strukturelt, siger hun.

»Universiteterne har i Universitetsloven forpligtet sig til at lave forskning, undervisning og formidling. Men i vores ansættelseskontrakter er det kun udspecificeret hvor meget tid, der skal undervises, forskes og bruges på administration. Det er to systemer, der støder sammen, og som man ikke har fået en løsning på. Og det skaber helt naturligt et dilemma hos os, der skal udføre arbejdet,« siger Marie-Louise Bech Nosch, der også selv gennem sin karriere har måttet tage sin fritid i brug for at formidle sin viden til en bredere skare.

Hun tilslutter sig professor Sørens Eilers ønske om, at den enkelte forskers formidlingsopgaver udspecificeres bedre. For eksempel kunne et oplagt bud være at allokere ti procent af en forskers tid til at formidle, foreslår hun.

»Som det er i dag, kan man måske forhandle sig til sådan en aftale med sin leder, men fordi universitetets budgetter er så stramme, er jeg ret sikker på, at de fleste ledere i en forhandlingssituation vil foretrække, at vi bruger de ti procent af tiden på undervisning i stedet.«