Carsten Gomard har stiftet en milliardvirksomhed. Men matematik på første år er det sværeste, han har været igennem

En receptionist grinede ad mig første dag på studiet. Jeg havde læst i medierne, at man kunne regne med, at det ville tage 12 år at komme igennem datalogi og matematik – blandt andet fordi der var mangel på undervisere. Jeg havde hørt om en folder, der kunne guide en til at blive færdig på kortere tid, men da jeg trådte ind ad døren første dag og spurgte receptionisten Vivi til den, grinede hun bare og rystede på hovedet. Der var vist ikke så mange, der spurgte efter den folder.

Dengang havde man slet ikke fokus på at få de studerende gennem uddannelserne. Jobmulighederne for datalogistuderende var virkelig gode, så vi havde også ofte mere travlt med at få et velbetalt job under studiet end at få diplomet. Og så var der også en overordnet stemning af, at universitetet var en slags parallelt univers, man ikke havde travlt med at komme ud af. Da jeg var rusvejleder efter et år, var der en gruppe af de nye studerende, der opførte et lille dukketeater. En meget grim dukke, der symboliserede erhvervslivet, krænkede en lille nuttet dukke, der skulle repræsentere universitetet, seksuelt. Universitetets syn på omverdenen har heldigvis rykket sig siden dengang.

Der var ikke nogen derhjemme, der sagde, at jeg skulle blive akademiker, for det sagde sig selv. Min far var en anerkendt juraprofessor og var gift med en dommerfuldmægtig, så der fløj paragraffer og juridiske argumenter hen over middagsbordet. Og hjemme hos min mor, der var biolog, var det biokemiske formularer, der fyldte. Hele hendes side af familien er stærkt præget af, at min oldefar, August Krogh, fik nobelprisen i medicin i 1920. Fælles for de to hjem var, at man var meget analyserende. Og særligt en analyse stod klart: Det fede var ikke at tjene penge eller se godt ud – det var at være klog.

Der er ikke meget mønsterbryder over, at oldebarnet til en nobelprismodtager kommer på universitetet. Men jeg følte mig alligevel meget selvstændig, da jeg hverken fulgte min fars juridiske eller mors biologiske fodspor. Jeg tænkte slet ikke over, hvad jeg en dag skulle med matematik og datalogi – jeg syntes bare fagene var vildt spændende. Det at lave programmer var en måde at sætte reglerne fra matematik op, så man kunne de mest utrolige ting. Man satte strøm til logikken, og pludselig kom der spil eller flotte billeder ud af det.

Hulkortene var lige akkurat kørt ud på lageret, da jeg startede i på universitetet i 1984. Vi fik fat i noget så moderne som datadiske, der nærmest var på størrelse med vinylplader. Men så kunne vi få lov at taste direkte ind på computeren frem for at rode med papir for så at skulle ned i kælderen til en computer på størrelse med en elefant. Efter tre år blev jeg tilknyttet en forskergruppe om programmeringssprog med den amerikanske professor Neil Jones. Det var heldigt for KU, at han havde forelsket sig i en dansk kvinde, og at universitetet derfor kunne tiltrække ham. Ud over at være virkelig dygtig og anerkendt, var han meget generøs med både sin viden og sin tid. Han var ikke bange for at inddrage os studerende og give os ansvar – og vi fik da også både publiceret artikler og rejst rundt til konferencer allerede dengang. Det var om noget idealet for forskningsbaseret undervisning.

Jeg plejer at sige, at første del af matematikstudiet er det sværeste, jeg nogensinde har været igennem. Da vi startede på første år, sad vi i H.C. Ørsted-bygningens største auditorium. Men allerede efter efterårsferien rykkede vi ned i noget meget mindre, fordi tre fjerdedele var faldet fra, og vi var endnu færre, der stod tilbage sidst på året – og de fleste af os var mænd. Der er heldigvis sket rigtig meget med diversiteten i takt med, at it fylder mere i vores samfund. Der er stadig noget vej igen, men det er blevet bedre. Dengang var der ikke ret mange kvinder, og fordommene om chips og cola i kælderen var ikke helt ved siden af.

Mit største aha-øjeblik kom, da jeg var ved at være færdig med min ph.d. Efter kandidaten fortsatte jeg i det akademiske uden at sætte spørgsmålstegn ved det indadvendte miljø. Men en dag stod jeg ude på forskergangen og kiggede op og ned ad de enkelte døre, og tænkte, gud, hvor er de her folk dygtige. Men min næste tanke var, gad vide, hvordan alle de kloge tanker skal blive til noget i den virkelige verden? Det er vildt, at der skulle gå så længe, inden jeg blev så bevidst om, at der var en hel verden uden for universitetet. Men i det øjeblik blev jeg så også voldsomt nysgerrig på den.

Jeg brugte en halv time på at lære at binde en slipseknude foran spejlet, da jeg skulle til jobsamtale i et internationalt it- og managementfirma. Min daværende kæreste flækkede af grin, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde meget at lære i den nye verden. Indtil da havde jeg ikke ligefrem været modebevidst – jeg gik i joggingtøj og slidte t-shirts, lige efter alle stereotyperne om en programmør. På den måde havde de to verdener hver sin uniform.

Det var et kulturchok af rang at komme ud i en virksomhed. Den grundlæggende faglighed går aldrig af mode, men derudover var praktisk talt alt andet forskelligt fra universitetet. Hvor det på Datalogi var vigtigst at være den klogeste, var det i virksomheden vigtigst at få noget gjort. På den ene side var kulturchokket rædsomt, fordi jeg kom ud på dybt vand, på den anden side var det vidunderligt, fordi det var så lærerigt.

Vi startede Netcompany, da dotcombølgen rasede. Alle i den her verden snakkede om at starte virksomheder, der enten startede med ’e-’ eller ’net’. Det gjorde vi tre stiftere også – både i ædru og fulde øjeblikke. En nat på Roskilde Festival blev vi enige om at springe ud i det, og da tømmermændene havde lagt sig, holdt vi fast. Universitetet har været fuldstændig afgørende for, at Netcompany blev en succes. Uden ville vi hverken kunne forstå store og komplekse it-systemer, eller for den sags skyld have den selvdisciplin og grundlæggende analytiske evne, som man virkelig har brug for, når man starter en virksomhed.

Selv om universiteterne heldigvis er blevet mere åbne over for verden, er det også vigtigt, at de roder med dybdegående viden, der ikke kan bruges i erhvervslivet her og nu. En stor del af den danske lægemiddelindustri er grundlagt på 100 år gamle universitetsviden. Min egen oldefar lagde grunden til det, der efter en fusion er blevet til Novo Nordisk. Og han var bestemt videnskabsmand, ikke forretningsmand. Det er en fantastisk historie, som jeg drømmer om, at vi kan gentage på it-området.