Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ansættelsesstop giver 124 færre jobopslag på KU i forhold til efteråret 2014

SPARETID - Færre opslag på KU i dette efterår betyder måske færre fyringer forude.

KU’s bestyrelse besluttede 8. december at skære universitetets budget ned med en halv milliard kroner over de kommende år som en konsekvens af Folketingets nedskæringer af videnssamfundet.

I første halvdel af 2016 har KU-ledelsen varslet en runde med fratrædelser og fyringer, men inden da indførte rektor 5. oktober 2015 et kvalificeret ansættelsesstop, dvs. at der kun bliver ansat folk, som ledelsen vurderer, at universitetet ikke kan klare sig uden.

KU har målt effekten af ansættelsesstoppet i perioden 5. oktober til 27. november. Det viser sig, at KU i alt slog 255 stillinger op, mens man i samme periode sidste år havde 379 opslag.

Kun tal fra en kort periode

Forskellen er altså 124 stillinger, som alt andet lige ville være blevet besat, hvis KU havde videreført niveauet fra sidste år. Det kan begrænse antallet af fyringer i 2016, hvilket er godt nyt for KU’s nuværende ansatte.

HR-vicedirektør på KU Lisbeth Møller maner til en vis forsigtighed i fortolkningen af ansættelsesstoppet:

»Tallene vedrører en meget kort periode på 8 uger og det er derfor særdeles begrænset, hvad der kan læses ud af dem. Men det er umiddelbart vurderingen, at der er sket en vis opbremsning, og at ansættelsesstoppet kan bidrage til at afbøde nogle af de afskedigelser, som universitetets økonomiske situation desværre nødvendiggør,« skriver hun i en e-mail til Uniavisen.

Man kan heller ikke uden videre regne med, at de 124 færre opslag, betyder, at et tilsvarende antal nuværende ansatte bliver fredede.

»Det bemærkes, at hensynet til at kunne varetage nuværende og fremtidige opgaver kan føre til at vakante stillinger opslås og besættes,« skriver Lisbeth Møller.

Det samlede antal ansatte på KU er i omegnen af 10.000 (10.058 årsværk).

chz@adm.ku.dk

Seneste