Skal Danmarks ungdom arbejde til vi dør?

Jeg er 26 år gammel. Hvis pensionsalderens stigende trend fortsætter, kan jeg se frem til at gå på pension, når jeg er 75 år gammel. Jeg har altså godt og vel 50 år på arbejdsmarkedet at se frem til. Statistisk bliver jeg 88 år gammel og får dermed et otium på 13 år.

Jeg blev for nyligt spurgt, om jeg ville arbejde til jeg døde, og svaret var et rungende nej. Et rungende nej var også konsensussen til konferencen Skal vi arbejde til vi dør?,  som jeg for nylig deltog i.

Baggrundstapetet for konferencen var, at vi bliver flere ældre danskere og færre i den arbejdsduelige alder, alt imens virksomhederne råber efter mere arbejdskraft. Fagbevægelsen, arbejdsgivere og interesseorganisationer stillede op med deres svar på hovedspørgsmålet, ‘skal vi arbejde til vi dør?’, og hvad der skal til for at sikre flere danskere et langt og sundt arbejdsliv – med tanke på, at arbejdspladsen er det sted, vi opholder os fleste vågne timer, så skal den også være arena for sundhed, trivsel og forebyggelse.

To arbejdsmæssige yderpunkter

Der er mange idéer til og forestillinger om, hvordan fremtidens arbejdsmarked skal se ud. I det ene ringhjørne taler man om 4-dages arbejdsuger, 100-80-100-ordninger, mere flekstid, mindre fikstid og den gode balance mellem arbejdsliv og privatliv.

I det andet ringhjørne snakkes der om nødvendigheden af at afskaffe Store Bededag, og at der ingen skam er i at hente sine børn klokken 17. For vi skal alle arbejde længere, hurtigere og mere effektivt.

LÆS OGSÅ: Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente

Førstnævnte ringhjørne var repræsenteret af forskere, ledere fra industrien, medarbejdere med lang erfaring på arbejdsmarkedet, samt to studerende. Det var her, jeg kom ind i billedet.

Sidstnævnte ringhjørne var på konferencen repræsenteret af Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), der fortalte om vigtigheden af at opretholde det nuværende danske arbejdsmarked. Altså et arbejdsmarked, der bygger på en 37-timers 8-16 arbejdsuge, eventuelt suppleret af talrige interessetimer. Han sluttede sit oplæg af med at sige, at arbejdspladsen for mange er et socialt sted, så derfor er det  vigtigt, at vi alle er der samtidig, hele dagen, hver dag.

Få ting er jo så sjove som tvungne sociale arrangementer.

Tid til at stille flere krav til arbejdsmarkedet

I Pharmadanmark har vi for nyligt lavet en stor trivselsundersøgelse blandt vores studerende medlemmer.

Det er på tide at begynde at stille krav til arbejdspladserne

Undersøgelsen tog højde for medlemmer med neurodivergens – studerende med angst, ADHD, autisme eller på anden måde har en hjerne med atypiske karakteristika. Det fremgår af undersøgelsen, at vores medlemmer over en bred kam er nervøse for at indgå i det danske arbejdsmarked i dets nuværende form. Nervøsiteten var markant højere blandt vores medlemmer, der lever med en form for neurodivergens.

I øjeblikket stilles der mange krav til unge med neurodivergens, men det er på tide at begynde at stille krav til arbejdspladserne.

Kravene kunne for eksempel handle om at ændre rekrutteringsprocesserne, de fysiske rammer på arbejdspladsen eller indføre mere flekstid og mindre fikstid – på den måde kan medarbejdere arbejde på de tidspunkter, hvor energien og overskuddet er størst.

LÆS OGSÅ: »Den deprimerende sandhed er, at universitetet ikke blev lavet med sådan nogle som mig i tankerne«

Hvis fremtidens arbejdsmarked skal fungere, skal vi indse, at alle ikke kan puttes ned i samme kasse. En 8-16-arbejdsuge kan godt være standardpakken, hvorfra der drages inspiration til det arbejdsliv, der passer den enkelte medarbejder. Men det skal ikke være en kasse, hvor man putter alle ned i, bare fordi det er sådan, arbejdsdagen historisk har set ud.

Fremtidens arbejdsplads skal indrettes efter medarbejdernes behov og ikke efter traditioner og symbolpolitik.