Pionercentre: Et mål om middelmådighed i toppen af dansk forskning?

Danmarks forskningsverden er rig og spraglet med mange nye idéer og projekter og masser af unge mennesker i løse stillinger, der gerne vil.

Danmark er heldig at have mange fonde, der bidrager til dansk forskning. Det giver diversitet, og det er godt, når man ikke ved, hvor de nye opdagelser vil blive gjort. Der gives midler til både stort og småt, både til unge og til mere etablerede forskere. I sidste ende går en stor del af forskningsmidlerne til lønninger, og dermed til træning af unge forskere på ph.d.- og postdoc-niveau.

Det er ikke helt uvigtigt, hvordan man fordeler midlerne. Skal man give store Center of Excellence- bevillinger, eller flere mindre portioner til yngre forskere, der vil starte en ny gruppe op i et mindre veletableret felt?

Novo Nordisk Fonden støtter mestendels megacentre med hundreder af millioner investeret i hvert sit etablerede felt. Grundforskningsfonden har hidtil fokuseret på fondsportioner af 50-100 millioner, mens de andre fonde normalt støtter en bred portefølje af mindre aktiviteter.

Nu er der så kommet et nyt fashionabelt ord på direktørgangene: de såkaldte Pionercentre. Disse centre, som er resultatet af en politisk aftale mellem flere store fonde og staten, skal være på
størrelse med Novos enorme centre, og med emner, som vi alle har hørt om de sidste årtier: Klima, kunstig intelligens og genopladelige batterier. I alt er der budgetteret med en milliard kroner.

Én ting disse Pionercentre i hvert fald ikke vil være, er pionerer.

Én ting disse Pionercentre i hvert fald ikke vil være, er pionerer. De fokuserer på gårdsdagens opdagelser og teknologier, der allerede er i industriel udvikling. Man vil pumpe enorme midler i forskning, der allerede gøres i hundrede gange større skala hos for eksempel Google og Panasonic/Tesla.

Og man vil uddanne unge forskere i at udforske, hvad der var rigtigt at gøre i går. Det tragikomiske er, at sådan aktivitet meget vel kan have mindre end nul effekt; man leder næste generation mod den forudsigelige fortid i stedet for mod den uforudsigelige fremtid.

Forskning skal have et stort element af uforudsigelighed. Hvis man kender missionen allerede, er man mere i udviklingsfasen, og det er en anden historie, der helst skulle kunne finansiere sig selv. Og i øvrigt ellers blive støttet af den store statsfinansierede fond Innovationsfonden.

Ærgerligt at det er offentlige penge

Tragedien i Pionercentrene er, at den statsfinansierede Grundforskningsfond samt Uddannelses- og Forskningsministeriet bidrager med 40 procent, og de private Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Lundbeckfonden og Carlsbergfondet hver med 15 procent.

Dette koster derfor direkte midler til andre mere værdige projekter. På nær Novo Nordisk Fonden, som har en solid erfaring i at poste midler ud til megacentre med moderat output, har de andre fonde haft en god cost-benefit på deres bevillinger. Det er derfor tragisk med øget favorisering af stort og middelmådigt på bekostning af småt og uforudsigeligt.

Ligesom ‘strategien’ om at få flere nobelpriser til danskere fra for et par år siden, er pionercenter- strategien varm luft, men desværre koster pioner-‘ideen’ også mange penge.

Lad os opfordre til, at magteliten i dansk forskning kan holde sig selv underholdt med mere omkostningsfri iscenesættelser.

Lad os stoppe denne pionerplan i opløbet og i stedet favorisere nysgerrige talenter og nye idéer.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER