»Der er virkelig meget alkohol i rusforløbet, og det er jeg ikke så god til«

»To uger inden jeg begyndte på økonomistudiet i 2022, fik jeg diagnosen ADHD. Jeg havde været i udredning i et år, og så kom svaret lige inden studiestart. Det gav virkelig god mening, da jeg læste mere om symptomerne – pludselig kunne jeg se, at jeg jo altid har haft det. Så det var en stor lettelse at finde ud af det.

Det virker måske underligt for andre, at der er nogen, der styrer min kalender

Nu får jeg hjælp af universitetet gennem SPS. Jeg har en fast vejleder, som lægger min kalender for mig. Det virker måske underligt for andre, at der er nogen, der styrer min kalender. Men for mig er det en stor hjælp. Det der med, at det bare er besluttet på forhånd, hvornår jeg skal lave hvilke eksamenssæt, og hvornår jeg må holde fri. Det gør, at det faktisk er nemt nok for mig at overholde.

I begyndelsen skulle jeg lige vænne mig til, hvor mange afleveringer og læsestof, der var. Det var svært at holde styr på det hele. En enkelt gang havde jeg skrevet hele min opgave, men glemt at aflevere den. Det er en typisk ADHD-ting. Jeg glemmer alt muligt. Der er mange, der tror, at det handler om ikke at kunne sidde stille. Men jeg har altid kunnet sidde stille. For mig foregår distraktionerne mere inde i hovedet.

Ikke så god til alkohol

Det sociale var det sværeste for mig, da jeg skulle starte. Faktisk ikke så meget på grund af ADHD. Mere på grund af alkohol. Der er virkelig meget alkohol i rusforløbet, og det er jeg ikke så god til. Så jeg valgte for eksempel ikke at tage med på rusturen.

Det, at jeg havde fået min diagnose lige inden, hjalp mig helt sikkert også til at træffe den beslutning. Ellers kan det godt være, jeg var taget med, selv om jeg ikke havde lyst. At blive udredt har givet mig en bedre forståelse for mine egne grænser. Nu ved jeg, at jeg ville blive helt basket i hovedet af sådan en rustur. Både på grund af det sociale og på grund af alkoholen.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, introforløbet burde handle mindre om at drikke. Jeg anerkender jo, at det hjælper andre til at lære hinanden at kende. Så det er ikke, fordi jeg vil sidde og hakke ned på det. Det virker bare ikke for mig. Og jeg er heldigvis endt med at få gode venner på studiet alligevel.

Meget mere end penge

Jeg har faktisk altid troet, jeg skulle læse fysik, fordi jeg er vild med matematikken i det. Men  jeg er også interesseret i psykologi. Og så havde jeg en historielærer i gymnasiet, som åbnede mine øjne for, hvor fedt økonomi egentlig er. Og ikke mindst for, at det er meget mere end penge.

Jeg troede, det bare var penge, penge, penge. Men det er jo adfærd og psykologi

Jeg tror faktisk, det var de sidste to timer, vi havde med læreren inden sommerferien. Der var ikke mere på pensum, så han viste os en TED-talk med en adfærdsøkonom, som han bare syntes, var spændende. Det syntes jeg så også. Inden da havde jeg nok en lidt ignorant forståelse af, hvad økonomistudiet var. Jeg troede, det bare var penge, penge, penge. Men det er jo adfærd og psykologi. Og rigtig meget matematik.

Jeg overvejer egentlig ikke længere, om jeg skulle have valgt fysikken i stedet. Økonomi har vist sig at være lige noget for mig. En enkelt gang kom jeg måske lidt i tvivl igen, men så læste jeg en bog, der også handlede om adfærdsøkonomi. Så blev jeg endnu engang solgt. Det er åbenbart bare adfærdsøkonomien, der virkelig fænger mig.

De akademiske 20 minutter

En af de gode ting ved min diagnose er, at jeg kan blive virkelig fokuseret, når jeg først er i gang med noget. Så kan jeg pludselig lave mange flere eksamenssæt på en dag, end min SPS-vejleder har skrevet i min kalender. Fordi jeg synes, det er så spændende. Efter den sidste eksamen gik der faktisk lige et par dage, før jeg forstod, at jeg havde ferie.

En mindre god ting er, at jeg er den vildeste tidsoptimist. Det hjælper ikke engang, at universitetet opererer med det akademiske kvarter. For så kommer man jo bare til at cykle ti minutter over. Og så er man der 20 minutter over. Det er en classic. Så ja, det sker indimellem, at jeg kommer en smule for sent, fordi jeg tror, jeg har al tid i verden.

Tidligere skammede jeg mig måske lidt over mine ADHD-træk. Men nu er jeg begyndt at acceptere det og faktisk synes, det er lidt sjovt. Det er jo bare sådan, jeg er. Så jeg tager det ikke så tungt mere. Jeg har også fundet ud af, at der egentlig ikke rigtig er nogen, der går op i det. Det er kun mig, der synes det er pinligt. Andre tænker ikke over det.«